Bergen En turist spørger en dreng på gaden i Bergen: Regner det altid i Bergen? Han svarer: Ved det ikke! Jeg er kun 12 år! Jeg har nu oplevet de fleste dage, jeg har været i Bergen, UDEN REGN! Jeg husker mit første besøg, hvor jeg også besøgte min ”gamle” kollega Knud Erik Alsbirk, der fortsat bor dér, at dengang skinnede solen i de tre dage, jeg var der! I Norge opfatter de fleste ikke-bergensere vist bergenserne som lidt hovski-snovski! Helt ligesom vi ikkekøbenhavnere opfatter dem fra København I hvert fald nogle af dem. Jeg husker også, at jeg var træt af at høre, at bergenserne mente, de boede i en af de smukkeste byer i verden. Problemet var dog større, da jeg oplevede Bergen første gang, at de havde ret! Det er nu ikke godt at opleve, at man har taget fejl. Men at sidde på Knud Eriks terrasse eller at se udover Bergen fra fjeldet for enden af Fløybanen er et fantastisk skue, og så forstod jeg pludselig, hvad de mente! Ja, så har vi igen været i Bergen. Lidt finregn af og til, men også med solen fremme engang i mellem. Vores første landgang, var på kajen lige ved Bergenhus, en gammel fæstning, som nu styres af militæret, der har nogle funktioner dér. Herfra er der ganske kort ned på Bryggen, Bergens berømte historiske sted, hvor Hanse-købmændene handlede med varer. Der blev også lige bagved bygget en tysk kirke, Mariekirken, som vi gerne ville se indenfor, men der foregik ét eller andet derinde, så vi gik videre til Fløybanen. Den er kraftigt renoveret, siden vi var der sidst. Nu kører der kun ét ”tog” frem og tilbage, så vidt vi kunne se, og der er kun to stationer tilbage, én oppe og én nede. Tidligere var det to ”tog” og så en station midtvejs, hvor man også kunne stige af og på. Udsigten oppefra var uændret et fantastisk skue udover byen og de omkringliggende øer. Nede igen ville vi se Bergens Domkirke. Men den var helt lukket, men var i øvrigt ganske kedelig at se på, så hvis den var ligeså kedelig indeni som udenpå, er vi vist ikke gået glip af noget. En anden kirke tæt derpå – Korskirken – var også lukket. Gennem smalle gyder kom vi så ned overfor fisketorvet, hvor vi på en engelsk/irsk pub fik et glas hvidvin/øl og hyggesnak med et par nordmænd, i øvrigt en pub vi sad på også, da vi var i Bergen sidst. Og jo – vi var nået til Norge igen. En øl og et glas hvidvin: 214 kr. Men for os var det ”næsten gratis”, for vi havde nogle norske kroner med, der havde ligget i mange år og ventet på at komme tilbage, så de var næmest afskrevet for længe siden. Tilbage på skibet ventede vi så på afgang kl 18. Det blev først senere men igen fik jeg taget en masse billeder. Næste punkt på dagsordenen var så middagen på Restaurant Lindstrøm, en lille restaurant med gourmet-retter for os der bor i suiter. Derudover er der to andre restauranter. Alle er uden betaling, og almindelig vin og øl eller anden drikke er også gratis. TILBAGE TIL FORSIDEN TIL NÆSTE DAG
Bergens gaml fæstning
Korskirken oppefra
Udsigten over Bergen
Bergens berømte Brygge