Er det for koldt udenfor har man da også et godt vue indefra.
1. dag på Skibet M/S Otto Vi tog en overnatning i Hamburg, da vi skulle stille i afgangsterminalen den 27. kl 12 15 med henblik på Covid- test. Testen skulle man selv betale, og jeg må sige, at med et testsæt til 25 kr (det lignede i hvert fald dem, vi har derhjemme) er testprisen på 485 kroner, da vist en god pris. Den skulle da i hvert fald være betalt! Vi var selvfølgelig lidt spændte, for skulle turen nu aflyses/skubbes endnu engang? Men vore tests var negative, så vi klarede skærene og kom af sted fra Hamburg om aftenen kl. 18. Første stop skulle have været Cuxhaven, men det måtte aflyses på grund af vindstyrke på 20 m/sek, hvilket jeg mener er stormstyrke. Så det meste af denne dag gik faktisk med praktiske ting omkring at tjekke ind på skibet. Da der ikke var morgenmad på hotellet og vi ikke fik noget at spise i terminalen var vi ganske sultne (vi ER jo ikke de store fastere). Vi kom ombord ca kl 14, og så kunne vi gå i en burgerrestaurant og få noget mad. Vi sejlede så ud mod havet på Elben, og her havde vi jo været flere gange før på aspargestur med Thorben og Hanne.
Anne Mette i afgangsterminalen
Inspektion af vores nye altan de næste par uger
Bygning tæt på Stade
Aftensol på Elbens bølger